mandag den 30. marts 2015

skolepult i nye klæder

For et par uger siden, ringede naboen på. Mikael åbnede døren og fik spørgsmålet: "Er den her noget for jer?" (en ældre afsyret skolepult), hvortil han prompte svarede "nej tak". Velsagtens fordi vi ikke HAR plads.

Imidlertid glemte han at spørge mig, så jeg kunne bekræfte, at vi ikke har plads og sige pænt nej tak, så jeg sprang op af morfars gamle lænestol, åbnede hovedøren og hoppede ud og ned ad den regnvåde vej i sutsko.
"Hey, nabo, vent lidt, må jeg lige se også" og "nøj, den vil jeg da gerne have". Og sådan blev det. Vi slæbte monstrummet tilbage til matriklen igen og ind med den.

Projektet endte selvfølgelig også med, at Mikael var på byggemarked for at køb træ til fronten og til den lille hylde under skrivefladen, som jo både skulle skrues fast og spartles og så videre og så videre, så mit projekt blev lisså meget hans som mit; selvom han kiggede skulende på mig, da jeg kom slæbende tilbage med pulten, efter han havde sagt nej tak.

Han endte da også med at stå stolt på hovedtrappen for at slibe spartelmassen ned, mens naboen måtte hidkalde ægtefælden: "kom lige ud og se vores skolepult nu!".

Nu står den så; nymalet og frisket op. Eske valgte selv, at den skulle have pletter, og jeg valgte farverne.


Prikkerne er duppet på med en svamp igennem et stykke tykt papir.




Så tog jeg i IKEA for at finde en lammeskindstæppe. Jeg måtte dog nøjes med et fåretæppe i en lysere brun, end jeg havde planlagt. De mørkebrune lammeskind er en snas for dyre, selvom det er til en rock´n´roll skolepult.

Og rigtig glædelig påske til alle jer :)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar