Jeg vidste godt, at jeg ikke ville finde David Bowie underground i Berlin, men i mit indre univers er Berlin=David Bowie. En tilstand, en grundtone om man vil. Så jeg måtte nøjes med denne plakat, som til gengæld hang over alt og især omkring Bahnhof Zoo ("Christiane F", for de der er gamle nok).
Berlin er for børnefamilier på en eller anden måde. Mikael siger, at "undergrunden" er flyttet uden for city, fordi de larmede. Men det passede os så helt fint, for vi er jo en småbørnsfamilie... Men jeg gik alligevel rundt med den her indre vinylplade på grammofonen: "... we can be heroes, just for one day (...) We can beat them, just for one day".
Og som med så meget andet, giver ting jo mening, når de gør. Og det "Heroes" har betydet for mig som ung gav pludselig igen mening, når jeg tænker på vores søn og den ufravigelige sandhed, der ligger og lurer i fremtiden: adskillelsen. Snøft snøft, som før med ham Bowie og mig.
Men familievenligt, det må man sige. Især Prenzlauer berg, hvor vi boede. Legepladser over alt, masser af børn og... Ja, Islands Brygge, vil jeg sige, på den New York agtige måde.
Og så er man sammen på den fortættede måde, kun os, på eventyr i det fremmede.
Men jeg har inspiration med hjem: Alle de mest kreative sjæle synes at have søgt mod Berlin.
På det lokale søndags loppemarked i Prenzlauer berg, langs med muren (pist borte muren), fandt jeg ham her Peut Etre. Ja, det kalder han sig altså. En fransk vildmand, der laver serigrafi og meget andet fedt. Jeg takkede min sparsommelige natur for at have tilbageholdt en god slat penge til denne vores sidste dag i Tyskland i det håb, at jeg ville finde guld på loppemarkedet. Det andet billede, det med spanden, er ca. 2 meter langt.
Han fortalte mig, at han ikke bruger kemi overhovedet for at lave sine tryk. Det lyder jo miljørigtigt og helt i tidens ånd. Imidlertid skriver han på sin hjemmeside, at han laver: "Arsenik prints". Tine likes. En mand med flere hoveder :)
... fotsættelse følger!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar