lørdag den 17. maj 2014

Boxland og mig i en container

Her til formiddag har jeg været på inspektion af området ved Carlsberg, hvor Boxland holder til sommeren over, og hvor Sine og jeg har lejet en container i august måned. Vi vil sælge vores arbejder/værker, som vi i skrivende stund ligger vandret for at have nok af.
Det var ikke uden en vis bæven, at jeg fandt stedet her ved siden af de monstrøse elefanter og "Laboremus pro patria"... Jeg arbejder nu mest for mig selv og min lille familie :)



Nå, men det her koncept med Boxland er inspireret af New York og Brooklyns sommermarkeder, hvor man bygger et lille sted op med f.eks. containere, som folk kan leje på ugebasis og sælge deres kunsthåndværk og forsøge at komme ud på markedet med deres produkter. Og det er så her, at jeg allerede er ved at pisse i bukserne af skræk: Tine=kunsthåndværk/produkter/sælge.... Nå pyt, la la la la la, jeg lytter ikke til min indre hammerkaster.

Området er blevet færdigt til i dag og bærer præg af, at der ikke rigtigt er kommet turister til byen og/ eller Vesterbros mange andre markeder/loppemarkeders konkurrence, jeg ved det ikke. Og ja, det ved jeg, da jeg i første omgang kørte forkert og endte på Halmtorvet, hvor jeg spiste en erstatnings-damebrunch på Apropos café, (i mit gamle hood) hvor der var masser af loppemarkedsliv osv.

Men det skal nok komme, jeg tror på det. På nuværende tidspunkt var kun en mindre del af containerne udlejede.



Ude foran boxområdet har de placeret loppemarkedet, adskilt fra boxene men med god udsigt til den store trætops-legeplads. De har sandkasse- og restaurantområde og der vil være underholdning i løbet af sommeren.
Det er ikke løgn at sige, at jeg glæder mig som en lille kaktus.



Og jeg skal nok holde jer orienterede om, hvornår Sine og jeg står i deleboxen og sælger ud af vores ting.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar